Benjamin Rud Elberth - fang mig på 23961545 eller på benjamin@elberth.dk - Stolt ejer af det politiske digitale bureau Digitaltaktik.dk. Taler om digital kommunikation i dit tv. Rådgiver om sociale og digitale medier. Du er havnet på min blog og mine meninger.

Tal bag analyserne

Der er gode tal på vej. Hold øje med Henrik Boensvang, en række specialer og Center for Boblestudier. Ny bog fra Vincent Hendricks på trapperne.


Forskere og tal-nørderne føler sig altid småprovokeret, når jeg kalder dem tal-nørder. Det er ellers ment i ordets bedste mening: Jeg har selv baseret meget af min rådgivning, og det, jeg siger i medierne på ”at nørde” i hundredevis af eksempler, hvad der rykker for kunderne og hvad de har succes med og fejler på, og masser af inspiration fra de talmennesker, der får påvist noget entydigt – Jeg har tidligere talt varmt om Troels Runge, der vel er DK’s største politiske talnørd (og det er positivt). Men der mangler at blive undersøgt en lang række ting for at få tal bag de store diskussioner, vi har på feltet.

Et godt eksempel på behovet for tal-materiale er diskussionen, om sociale medier flytter stemmer, eller om det overhovedet har nogen betydning, hvad der sker på digitale medier. Jeg har tidligere eksemplificeret, hvordan Twitter var med til at ændre nyhedsflowet, som vi så det. Jeg skrev et maraton-indlæg til Journalisten efter valgkampen, hvor jeg forsøgte at komme med alle de grunde til, at sociale medier flyttede stemmer, som jeg kunne se – men vi mangler, at forskerne træder ind og afdækker for alvor, hvor meget effekt det har. Det er stadig Møller Hansens resultater fra 2007, vi har som bedste reference, og desværre koster det bunker af penge at forske i. Jeg måtte give fortabt i en af indlæggets vigtigste sætninger “Diskussionen er tabt på forhånd, fordi det aldrig er lykkedes nogen at påvise, at sociale medier flytter stemmer.” Genlæs selv hele indlægget og begrundelsen for, at jeg gik ind i den tabte kamp alligevel, hvis du har rigtig god tid.

Astrid Haug og jeg brugte stort set hele valgkampen på at argumentere for på Tv2, at det også havde betydning, når f.eks. Løkke ramte 1,6 mio. personer på Facebook med en opdatering, når Helle Thorning-Schmidt havde sendt breve ud til 1,2 mio. danskere, men vi ved det reelt lige så lidt, som når Mogensen og Kristiansen siger, at Løkke lige begik en kæmpefejl i en duel, der vil koste stemmer. Et andet eksempel er data om, hvad shitstorms egentlig koster et brand (hvor et speciale i foråret 2015 var det i dansk kontekst, jeg har set, komme tættest på noget entydigt). Vi sidder alle sammen og gætter, når vi bliver spurgt, hvad Mohammed-sag koster Bilka i kroner og øre. Ligesom jeg fik regulære tæsk af en mand på et oplæg, fordi jeg fortalte, at jeg ikke anede, om Jensens Bøfhus’ underskud var pga. shitstormen, da han selv havde oplevet, at han da havde fravalgt Jensen’s på grund af fiske-gate.

Men der er tal på vej. I Vincent Hendricks’ andenudgave af Infostorms, som jeg fik lov at læse i efteråret, er der stærke tal og evidens. I Hendrick’s nyetablerede Center for Information og Boblestudier brygger de på en række interessante undersøgelser om bobler i kommunikation, i politik og i demokrati. Jeg har tilbudt dem mine eksempler, som er skærmdumpet fra danske valgkampe for at perspektivere deres tal. Det har gjort os i stand til at sammenligne og efterprøve, hvad der kan påvises og ikke påvises ift. om f.eks. dårlige historier om Løkke på nettet har kostet stemmer eller bidraget til dårligt omdømme. Jeg er i den forbindelse blevet tilknyttet som Research Associate og kommer til at bidrage så meget som muligt til deres forskning (Hold også øje med Henrik Boensvang fra Center for Informatik og Boblestudier, der kommer med et interessant speciale om meningsbobler). Samarbejdet med de forskere gør det muligt for mig at lægge tal bag, når jeg f.eks. i News siger, at der er en grund til, at Inger Støjbergs popcornsbesked får det tryk, den gør. Hold også øje med Vincents bog om bobler hos Gyldendal, der kommer ud i foråret.

Jeg bliver jævnligt kontaktet af specialestuderende, og stiller op til interview med den betingelse, at jeg ser, hvad de finder ud af. Danske specialestuderende er på et højt niveau ift. opgaveskrivningen. Prøv at kig ind under motorhjelmen hos Aske Kammer på SDU, hvor jeg fik lov i to timer at vise dem mine perspektiver på digital interessevaretagelse og sociale mediers effekt i politik. Der sidder kloge mennesker ude hos ham, der potentielt har power til at efterprøve teserne. Og så endnu et opråb til de studerende – gør lige som to gange Camilla, når det rent faktisk lykkes jer at efterprøve “anekdoterne”. Det lykkedes Camilla og Camilla at efterprøve de ting, jeg har sagt i mine blogindlæg om Twitter, og det blev til denne. Markedsfør jeres findings! Vi er en helt branche, der har brug for de tal.

Og så er der alt det, vi får lov at efterprøve i praksis. Jeg skrev den anden dag på Twitter, at jeg kunne se blandt de ca. 200 kunder, jeg har sendt på Twitter i 2015 (fordelt på cirka 35 brands), at der var klare indikationer af, at en person med et coverbillede får mere effekt end en person uden. I form af flere retweets, flere foretrukne og flere organiske følgere. Jeg blev spurgt, om jeg havde korrelation på mine tal og tjekket for fejlkilder, og blev bedt om at lægge tal ud. Til det kan jeg svare: Tag det for det, det er, eller hjælp med at efterprøve det. Er du kunde og læser med, skal du selv have lov til, som du har gjort til mig, at fortælle, hvilken effekt du har fået af din rådgivning. Det er ikke forskningsbaseret, som de kan hos Vincent, hos Aske, hos Troels eller hos en række dygtige mennesker med forskningstilgang. Men tallene er på vej, hvis du, der har hang til tal, vil være med til at finde dem og krydstjekke. Indtil da er det hypoteser, som jeg kan se effekt af, men som jeg rigtig gerne vil have andre til at tænke med på. Det er en af grundene til, at jeg på 6. år underviser på Masterstudiet i Cross-Media Communication på KUA (og har holdt oplæg hos dygtige valgforskere som Jens Hoff på CBS). Jeg bliver lykkelig, hvis der kommer tal den anden vej.

 

About the author