Benjamin Rud Elberth - fang mig på 23961545 eller på benjamin@elberth.dk - Stolt ejer af det politiske digitale bureau Digitaltaktik.dk. Taler om digital kommunikation i dit tv. Rådgiver om sociale og digitale medier. Du er havnet på min blog og mine meninger.

Her er partiernes webstrategier for Folketingsvalget – Enhedslisten, LA og Alternativet

Rotationsprincip hos Enhedslisten besværliggør webstrategien. Liberal Alliance måske bedste debattører på nettet og kan blive valgkampens store overraskelse. Og så er der (spinkle) muligheder for Alternativet, der kræver et oneman-show af Uffe Elbæk. Her er tredje og sidste del af analysen om partiernes digitale strategier frem mod Folketingsvalget. (Læs om V, S og DF her, og læs om K, SF og R her).

Enhedslisten
Liste Ø har et altoverskyggende kampagneproblem. Partiets store stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen og over 90.000 fans på Facebook ryger i svinget, hvis valget bliver udskrevet efter partiets årsmøde i maj 2015. For så falder Johanne for Enhedslistens rotationsprincip, som ellers er blevet forsøgt ændret i ”Lex Johanne”-sagen, hvor Enhedslistens delegerede stod fast på, at partiet stemmer på politik og ikke på personer.

pernilleskipper

Det ser da også ud til, at partiet har gjort, hvad de kan, for at sætte andre i scene. Pernille Skipper sad som ansigt på Enhedslistens ellers traditionelt ansigtsløse valgplakater under EP14 og foreslog nej til patentdomstolen. Nikolaj Villumsen, Stine Brix og Rosa Lund har mere og mere været ansigterne udadtil. Det gør da heller ikke sagen bedre, at Per Clausen, der ved kommunalvalget vandt byrådsplads i Aalborg, reelt har været usynlig på sociale medier lige siden, hvor han i perioder var vel bedste politiker på Twitter for halvandet år siden, og Frank Aaen, selvom han ikke er det store digitale unikum også falder for rotationsprincippet.

Hvorfor er det her et problem? Fordi Enhedslisten ikke har andet end de sociale medier i den digitale valgkamp. Der er mindre budgetter til webannoncering end hos andre partier, og de tider er ovre, hvor en webside, der var bygget som community kunne flytte noget. Mulighederne? Infiltrér de hårdtslående debatgrupper, der skaber avisoverskrifter af egen drift – se f.eks. på Gensidig Forsøgerpligt-gruppen, der var arnested for den stakkels Mille Vinstrups bøn til Beskæftigelsesministeren, der med digitalt tryk fra siden blandt andet ryddede spisesedlen på EB. I en Facebook Group (ikke en side) med over 14.000 gruppemedlemmer skal der bare stryges et par tændstikker, før der er steppebrand. (Vi ser faktisk det samme på den anden fløj, hvor en gruppe, der støtter Pia Kjærsgaard lige nu er orkanøje for debattører fra DF – følger man den gruppes meritter rundt i andre grupper og i ringene på Facebook, ved man hvorfor netovervågning af og til er nødvendig, eller hvorfor medierne af og til bør kaste et kritisk blik på, hvem der egentlig stemmer i netafstemninger).

Enhedslisten skal se at få udnævnt en tydelig arvtager, og så skal de have flyttet så mange af Johannes Facebook-fans over til de andre figurer i partiet – det er en krævende proces, hvor Johannes Facebook-profil redaktionelt og annoncemæssigt skal flytte fans. Og så skal Enhedslisten på digital rundtur i grupperne og sætte politikerne i dem, indtil de får mobiliseret debattørerne på den yderste venstrefløj, fra Modkraft-segmentet mv. Får de ikke fundet en finurlig måde at omgås rotationsprincippet, er det også nyttesløst at sætte Johanne på Twitter, der ellers var et naturligt næste skridt.

STØRSTE STYRKER:
Aktivister. Der kan tændes, hvis de rigtige politikere og de rigtige sager bliver tændstikker. Budskaber, hvor Enhedslisten kan køre oprørskommunikation.

STØRSTE SVAGHEDER:
Rotationsprincippet og Johannes exit. Det lammer dem potentielt i kampagnen, fordi de ikke kan bygge noget op om Johanne, medmindre valget kommer snart.

HVAD SKAL DER TIL:
Enhedslisten skal sætte sig ned og finde de sager og grupper, der har potentiale til at spire. De fandt aktivisterne i DONG-salget til Goldman Sachs, og de fandt dem til dels i patentdomstolsafstemningen. Og så skal der lægges så massivt et digitalt tryk, at man som vælger får samme følelse, som når man står i Fælledparken 1. maj og hører fløjterne overdøve alt. Det er ikke kønt, men det kan være effektivt, hvis 14000 mennesker fra en gruppe begynder at vandre i samme digitale retning.

HVAD KOMMER VI TIL AT SE:
Forhåbentligt ikke famleri. Der er en risiko for, at Enhedslisten for sent får knækket koden til, hvordan de skal komme videre digitalt, men fortsat nøjes med at spire i enkeltsager. Lige nu står de i samme mærkelige limbo politisk. De er reelt regeringens støtteparti, men er sat uden for indflydelse, når Vestager laver blå forlig. De kan bare vente, ligesom de ikke for alvor kan røre sig kampagnemæssigt med andre frontfigurer end Johanne.

Alternativet
Hviler i et mærkeligt spænd mellem at være et parti, andre ikke rigtigt tager seriøst, og så et parti, der måske endda har en chance, hvis de vel at mærke kan nå at samle de underskrifter, der skal til for at blive opstillingsberettiget. Uffe Elbæk er en enmandshær, og han kender alle tricksene på Facebook. Jeg havde fornøjelsen af at have ham som gæst i teltet på Folkemødet, hvor han igen italesatte sin social media-tilstedeværelse som noget i retning af ”Jeg er jo bare mig selv” men faktum er bare, at han bruger sine platforme rigtig godt – også til det, jeg ville kalde digitalt spin – i kamp mod journalister, til at harcelere over uretfærdighed og til at mobilisere tilhængere, uanset om han kan lide betegnelsen digitalt spin eller ej. Uffe Elbæk har en Søren Pind-agtig evne til at hudflette journalister og give sin egen version af en nyhed med sin Facebook-side, hvor han er autentisk som få andre politikere.

kultur

Alternativet havde snøren ude efter Steffen Lykke Rasmussen, der uden for parti i KV13 fik lavet så effektiv en digital kampagne, at han fik hele 2285 stemmer. Den transfertilgang ville have været en kærkommen tilføjelse til Alternativet, der kun er tegnet af Uffe Elbæk og simpelthen kommer til at mangle noget på kendisfaktoren, hvis de når at samle underskrifterne. De skal håbe på, at Thorning venter så længe som muligt, så de kan etablere sig og få lavet en reel kampagne. Internt er partiet præget af græsrødder og frivillighed – hvor de kommer til at få problemer med de velsmurte kampagnemaskiner fra andre partier, med langt flere penge, langt mere erfarne digitale folk og bureauer i ryggen. Og så skal de satse hårdt på Uffe Elbæks små 7000 følgere på Twitter og hans 10.000 fans på Facebook. Alternativets platforme er ikke slagkraftige i sig selv og kommer heller ikke til at blive det. Det er Uffe, der skal bære den der, og så skal de kigge meget nøje på nichecampaigning.

STØRSTE STYRKER:
Uffe Elbæk. Han har forstået, hvad han skal bruge sine sociale medier til. Fortællingen om, at de ikke har en chance kan bruges konstruktivt. Begynder det at spire for dem, når de underskrifterne, og får de opstillet et par stemmeslugere, kan der komme skred i projektet.

STØRSTE SVAGHEDER:
Mange. Uanset hvad man måtte mene om projektet, som blandt andet er spændende i sin grundtanke, når det er fællesskabet, der skriver partiprogrammet, så skal de agere digitalt og kampagnemæssigt i en verden, hvor de andre partier har kendisfaktor og etablerede sekretariater. Ildsjæle er en fantastisk motor, men de skal sættes sammen med folk, der virkelig ved, hvordan man fører digital (valg)kampagne.

HVAD SKAL DER TIL:
Uffe skal bare skyde løs. Med alt, hvad han har. Og så skal Alternativet som ingen andre køre en nichekampagne – de skal ramme nogle politiske sager, der kan blive kioskbaskere og lave nichedigital valgkamp på de ting: Offentlighedslov, Hundelov, Gensidig Forsøgerpligt, Dyrevelfærd, Kulturpolitik – alle de emner, som kan mobilisere bestemte vælgergrupper og som flyder rundt på sociale medier lige nu uden partier, der for alvor har taget ejerskab på dem. Det må aldrig blive designerpolitik efter vælgernes gunst, men der er rent faktisk sager i Alternativets partiprogram, der egner sig til at føre valgkamp på den måde. Når man ikke har personerne, må man helt ned i substansen og ramme f.eks. NGO-folket, Iværksætteren, Kulturelskeren lige i hjertet – det kan man digitalt.

HVAD KOMMER VI TIL AT SE:
Uffe Elbæk, der tror på projektet til det sidste og som er åben om, at de er i kamp for at nå underskrifterne, og så bare skal ind i Folketinget. Med masser af power på sociale medier. Og så er Alternativet faktisk kendetegnet ved, at de lytter rundt i krogene, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og ikke bare forkaster gode idéer. Man skal ikke underkende Uffe Elbæk og hans netværk, der også er dygtige kampagne- og kommunikationsfolk, og de skal nok bringe den digitale nicheidé videre til ham, hvis de ikke har tænkt den selv. Det bliver dog fase to, for lige nu skal der samles underskrifter, og vi kommer ikke til at se andet digitalt, før de er i hus. Alternativet kan simpelthen ikke nå andet.

Liberal Alliance
Det parti, der bliver ved at imponere mig mest. LA styrer flere og flere debatter på Facebook, hvor politiske debatter er lige dele DF- og LA-sympatisører. Hjulpet af understrømme fra anarkokapitalistiske eller superliberale understrømninger fra 180grader og til dels Den Korte Avis, har partiet med Lars Seier og LA’s visionsgruppeformand Soren Kenner i spidsen sat sig på alle de kommentarfelter, hvor der enten bliver snakket om regeringens udueligheder eller økonomi. Soren Kenner og hans hangarounds fylder efterhånden så mange kommentarfelter på Facebook, at politikere som Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og Anders Samuelsen ikke engang selv behøver at nedkæmpe evt. modstand på deres egne sider (da jeg havde lanceret blogposten om SF, Radikale og K, var Soren Kenner da også første hånlige indslag på Rune Kristensens side – de har nogle gode battles på Facebook, Kenner og Kristensen). I Vejlegaardssagen brød Soren Kenners antipati mod fagforeningernes blokadestrategier så meget ud i lys lue, at han kastede sig ind i kampen. Kenner er den kampagnemæssige hjerne bag rigtig mange af de tiltag, der skaber digitale tryk hos LA.

På nettet har LA en fantastisk mellemposition, hvor de kan skyde på Løkke for at være for reformangst og på Helle for at være en løftebryder. Skal man lære, hvordan man lægger et digitalt tryk, er LA et stilstudie værd. De kan få historier til at vandre så meget på nettet, at de bliver plantet åbenlyst i klassiske medier og bliver dagsordenssættende. Og så har de faktisk penge til kampagne, når det gælder. Før valget i 2011 lancerede de en krigsmaskine i form af Freedom Fighters – en Facebook-app, hvor liberale støtter med gamification blev motiveret til at føre valgkamp på modstandernes platforme. Og det gjorde de så, med det resultat, at LA-tilhængere fuldkommen nedkæmpede især SF’erne på Villy Søvndals side, hvor han konsekvent blev mindet om sit udsagn om ”the ice is melting at the pøwls” og Thor Möger om sin arkitektrolle bag 12 minutter:

LA1

LA har også tradition for at bruge virale videoer godt. Der sidder unge LAU’ere, der ved præcis, hvordan man fører hård negativ valgkamp. Får LA sat tryk på alle deres politikere og de kandidater, der bliver opstillet, og får de lavet den der tekniske ting, som har samme power som Freedom Fighters havde, så bliver de farlige for alle.

Netavisen 180grader.dk er fundet af Lars Seier og styres stadig af Ole Birk Olesen, selvom mediet efter et par ytringsfrihedsdiskussioner med en række fremtrædende debattører har blødt aktive debattører. Det er dog ikke værre, end at liberale hangarounds som Licens-lars og drengene stadig kan skabe avisoverskrifter med civile ulydighedsevents som den seneste med læk af Helle Thornings og Nicolai Wammens CPR-numre. 180grader.dk er en genial konstruktion, hvor det er ”borgerjournalister”, der skriver på platformen, så Ole Birk Olesen sidder i en tilbagetrukket rolle som ansvarshavende redaktør og på den måde har der igennem flere år løbet liberale debattører ind og ud af svingdørene på netavisen, uden at de på nogen måde kan siges at være sat i gang af LA eller være i lommen på partiet. På den måde er 180grader.dk fortsat et arnested for liberale synspunkter, der bæres videre af aktivistiske elementer, og de andre partier kan føle kærligheden fra det digitale tryk. Mette Frederiksens ”privatskolesag” tilbage før valget 2011 var nok blevet afdækket af pressen alligevel, men det startede rent faktisk, da en ”borgerjournalist” fra 180grader.dk i sin research fik Frederiksen selv til at svare på, om hendes barn gik i privatskole. Derefter blev der lagt så meget forargelsestryk, at alle S-platforme svømmede over af beskyldninger om dobbeltmoral i flere uger. Helles skattesag fulgte i høj grad samme mønster.

Politikerwise har de stærke kort i Anders Samuelsen selv, Ole Birk Olesen, som ikke kun huserer som ekstremt aktiv på sin egen profil, men også sine modstanderes, Joachim B. Olsen, der serverer ”tweetable sentences” på 120 tegn, uanset hvor han er (120 tegn, fordi så kan tilhængerne selv bruge de sidste 20 tegn til at tweete ”Joachim B. siger”), Simon Emil Ammitzbøll, der er meget aktiv på især Twitter og Merete Riisager, der er aktiv på Facebook. Til gengæld er der kun Simon Emil på Twitter, hvor det er Radikale, der huserer i meningsdanner-Danmark. Og det er en ulempe, når meningsdanner-Danmark stadig har en tendens til at udråbe LA som lidt halvskøre og alt for superliberale.

STØRSTE STYRKER:
Debatstyrke – politikernes og aktivisternes og liberale debatplatforme. At være i kamp med LA-tilhængere på nettet er en voldsom oplevelse for andre partier og politikere. LA-Politikere og aktivister optræder velformuleret, økonomisk teoretisk velfunderet, og så messer de liberale standpunkter alle de rigtige steder. Og så har de penge til kampagne og kan finde ud af at eksekvere kampagnerne.

STØRSTE SVAGHEDER:
Usynlige på Twitter. Og så kæmper de med for alvor at blive taget alvorligt.

HVAD SKAL DER TIL:
Var jeg i LA-butikken, relancerede jeg Freedom Fighters i version 2, fandt en Twitter-taktik og gik i gang med at uddanne LA-kandidater massivt, så de kan leve op til Ole Birk og Simon Emils digitale kundskaber. Der ligger også potentiale i at LA-politikerne går ind i 180grader.dk-projektet langt mere aktivt. Der kan tændes aktivister og debattører, men de vil altså debattere politik med deres politikere, selvom det ikke altid er sjovt for LA-politikerne selv at blive klædt af af deres egne.

HVAD KOMMER VI TIL AT SE:
LA-maskinen er den maskine, jeg ved mindst om. Mens jeg ofte får input til politiske blogindlæg direkte fra andre partier, politikere eller deres kampagnefolk selv, er LA-værkstedet mere lukket – i hvert fald for mig. Jeg har i kraft af mit eget tidligere arbejde som digital chef for S følt debattrykket fra LA’erne og har set strukturerne udefra, men der slipper ikke meget andet ud til offentligheden, og det er faktisk det eneste parti, jeg aldrig hører kampagnehistorier fra andre om – det kan både skyldes, at mit netværk har et stort hul her, men også bare, at der er ganske få, der sidder i LA og har styringen på de kampagner. Soren Kenner formår at holde sig på afstand af de store medier som den store strateg i baggrunden, og har en bemærkelsesværdig evne til at flyde uopdaget rundt på de største politikers Facebook-sider, selvom han er meget aktiv. Til gengæld er der ikke lagt låg på for nogen, at Kenner, Seier og Samuelsen har sig nogle ture i udlandet, hvor de netværker over et par drinks – det smider de åbent på sociale medier. Jeg gætter, med streg under gætter, på, at LA kommer til at optrappe deres debataktiviteter, måske endda med netop en relancering af et debatværktøj som Freedom Fighters, ligesom jeg tror, at de kommer til at fyre nogle kampagnekroner af på et annoncespor, som de har tradition for, suppleret denne gang digitalt. Resten glæder jeg mig bare til at se. Debatmæssigt er de bare bedste parti på nettet, og deres digitale tryk på dagsordener er en gamechanger.

Husk også de to andre indlæg om V, S og DF og om SF, Radikale og Konservative.

About the author